Mit hovedområde er beklædning, suppleret med enkelte boligtekstiler og tasker og tilbehør. Produkterne er små serier af bluser, toppe, nederdele, kjoler, veste og sjaler. Materialerne er hør eller silke, kombineret med små partier af filtet uld eller filtet uld med hulklip. Jeg benytter også tyndt kobbertråd for at opnå en skulpturel effekt.
Der er aldrig noget, der bliver helt ens – huller sidder forskelligt, nye farver er sat sammen, og ting får forskellige detaljer. Jeg er altid på vej til noget nyt, og de enkelte beklædningsdele fremstår unikke.
Jeg lægger vægt på materialer af god kvalitet og arbejder mest i hør, silke og uld. Jeg eksperimenterer også med materialer som monofilament og kobbertråd. Mit valg af farver ændrer sig meget – efter årstiden og humøret. Men grundlæggende holder jeg af den nordiske dæmpede palet. |
|